3	GEN 1:3	Og Gud sagde: “Der blive Lys!” Og der blev Lys.
6	GEN 1:6	Derpå sagde Gud: “Der blive en Hvælving midt i Vandene til at skille Vandene ad!”
9	GEN 1:9	Derpå sagde Gud: “Vandet under Himmelen samle sig på ét Sted, så det faste Land kommer til Syne!” Og således skete det;
11	GEN 1:11	Derpå sagde Gud: “Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!” Og således skete det:
15	GEN 1:15	og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden!” Og således sket det:
20	GEN 1:20	Derpå sagde Gud: “Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!” Og således skete det:
22	GEN 1:22	Og Gud velsignede dem og sagde: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på Jorden!”
24	GEN 1:24	Derpå sagde Gud: “Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter!” Og således skete det:
26	GEN 1:26	Derpå sagde Gud: “Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb, der kryber på Jorden!”
28	GEN 1:28	og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!”
30	GEN 1:30	men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne Urter til Føde.” Og således skete det.
48	GEN 2:17	kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!”
49	GEN 2:18	Derpå sagde Gud HERREN: “Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!”
54	GEN 2:23	Da sagde Adam: “Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde*, thi af Manden er hun taget!” { [*på hebr. isja-isj dvs. Mandinde-Mand.] }
57	GEN 3:1	Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: “Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?”
59	GEN 3:3	kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!”
61	GEN 3:5	men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!”
65	GEN 3:9	Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: “Hvor er du?”
66	GEN 3:10	Han svarede: “Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!”
67	GEN 3:11	Da sagde han: “Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?”
68	GEN 3:12	Adam svarede: “Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg.”
69	GEN 3:13	Da sagde Gud HERREN til Kvinde: “Hvad har du gjort!” Kvinden svarede: “Slangen forførte mig, og så spiste jeg.”
71	GEN 3:15	Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!”
72	GEN 3:16	Til Kvinden sagde han: “Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!”
75	GEN 3:19	i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!”
78	GEN 3:22	Men Gud HERREN sagde: “Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!”
81	GEN 4:1	Adam kendte sin Hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: “Jeg har fået* en Søn med HERRENS Hjælp!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Kain.] }
87	GEN 4:7	Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står til dig, men du skal herske over den!”
89	GEN 4:9	Da sagde HERREN til Kain: “Hvor er din Broder Abel?” Han svarede: “Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?”
92	GEN 4:12	Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!”
94	GEN 4:14	når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver, der møder mig, slå mig ihjel!”
95	GEN 4:15	Da svarede HERREN: “Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes; syvfold!” Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
104	GEN 4:24	Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og halvfjerdsindstyve Gange!”
105	GEN 4:25	Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav Navnet Set; “thi,” sagde hun, “Gud har sat* mig andet Afkom i Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Set.] }
108	GEN 5:2	som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav dem Navnet “Menneske”, da de blev skabt.
135	GEN 5:29	som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: “Han skal skaffe os Trøst* i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har forbandet.” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Noa.] }
141	GEN 6:3	Da sagde HERREN: “Min Ånd: skal ikke for evigt blive i Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120 År.”
145	GEN 6:7	Og HERREN sagde: “Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!”
159	GEN 6:21	Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for at det kan tjene dig og dem til Føde.”
164	GEN 7:4	Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har gjort, fra Jordens Flade.”
201	GEN 8:17	og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!”
206	GEN 8:22	Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!”
213	GEN 9:7	Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør eder til Herre over den!”
217	GEN 9:11	jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en Vandflod for at ødelægge Jorden!”
222	GEN 9:16	Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød på Jorden.”
223	GEN 9:17	Og Gud sagde til Noa: “Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød på Jorden!”
231	GEN 9:25	sagde han: “Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for sine Brødre!”
233	GEN 9:27	Gud skaffe Jafet Plads*, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans** Træl!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Jafet.] / [**eller: deres] }
244	GEN 10:9	Han var en vældig Jæger for HERRENS Øjne; derfor siger man: “En vældig Jæger for HERRENS Øjne som Nimrod.”
270	GEN 11:3	Da sagde de til hverandre: “Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!” De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk.
271	GEN 11:4	Derpå sagde de: “Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!”
274	GEN 11:7	lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de ikke forstår hverandres Tungemål!”
302	GEN 12:3	Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!”* { [*eller med dig skal alle Jordens Slægter velsigne sig.] }
306	GEN 12:7	Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: “Dit Afkom giver jeg dette Land!” Da byggede han der et Alter for HERREN. som havde åbenbaret sig for ham.
312	GEN 12:13	sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!”
318	GEN 12:19	Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!”
328	GEN 13:9	Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så går jeg til venstre!”
336	GEN 13:17	Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!”
357	GEN 14:20	og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din Hånd!” Og Abram gav ham Tiende af alt.
358	GEN 14:21	Sodomas Konge sagde derpå til Abram: “Giv mig Menneskene og behold selv Godset!”
361	GEN 14:24	Jeg vil intet have - kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!”
362	GEN 15:1	Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn således: “Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!”
363	GEN 15:2	Men Abram svarede: “Herre*, HERRE, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus.” { [*på hebr. Adonaj.] }
364	GEN 15:3	Og Abram sagde: “Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!”
365	GEN 15:4	Og se, HERRENS Ord kom til ham således: “Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig.”
366	GEN 15:5	Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: “Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!” Og han sagde til ham: “Således skal dit Afkom blive!”
368	GEN 15:7	Derpå sagde han til ham: “Jeg er HERREN, som førte dig bort fra Ur-Kasdim for at give dig dette Land i Eje!”
369	GEN 15:8	Men han svarede: “Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?”
370	GEN 15:9	Da sagde han til ham: “Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!”
377	GEN 15:16	I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoritternes Syndeskyld ikke fuldmoden.”
382	GEN 15:21	Amoritterne, Kana'anæerne, Girgasjitterne, Hivvitterne og Jebusitterne.”
384	GEN 16:2	og Saraj sagde til Abram: “HERREN har jo nægtet mig Børn; gå derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved hende!” Og Abram adlød Saraj.
387	GEN 16:5	Da sagde Saraj til Abram: “Min Krænkelse komme over dig! Jeg lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og dig!”
388	GEN 16:6	Abram svarede Saraj: “Din Trælkvinde er i din Hånd, gør med hende, hvad du finder for godt!” Da plagede Saraj hende, så hun flygtede for hende.
390	GEN 16:8	og han sagde: “Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og hvor går du hen?” Hun svarede: “Jeg flygter for min Herskerinde Saraj!”
391	GEN 16:9	Da sagde HERRENS Engel til hende: “Vend tilbage til din Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!”
392	GEN 16:10	Og HERRENS Engel sagde til hende: “Jeg vil gøre dit Afkom så talrigt, at det ikke kan tælles.”
394	GEN 16:12	og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle, og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine Frænder!”
395	GEN 16:13	Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en Gud, som ser*; thi hun sagde: “Har jeg virkelig her set et Glimt af ham, som ser mig?” { [*på hebr. El ro'i.] }
400	GEN 17:2	så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort Afkom!”
406	GEN 17:8	og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land, hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!”
412	GEN 17:14	Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min Pagt!”
414	GEN 17:16	jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags Konger skal nedstamme fra hende!”
415	GEN 17:17	Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: “Kan en hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År føde en Søn?”
416	GEN 17:18	Abraham sagde derfor til Gud: “Måtte dog Ismael leve for dit Åsyn!”
419	GEN 17:21	Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et År ved denne Tid.”
430	GEN 18:5	Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!” De svarede: “Gør, som du siger!”
431	GEN 18:6	Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: “Tag hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!”
434	GEN 18:9	Da sagde de til ham: “Hvor er din Hustru Sara?” Han svarede: “Inde i Teltet!”
435	GEN 18:10	Så sagde han: “Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har din Hustru Sara en Søn!” Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem;
437	GEN 18:12	lo hun ved sig selv og tænkte: “Skulde jeg virkelig føle Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?”
439	GEN 18:14	Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!”
440	GEN 18:15	Men Sara nægtede og sagde: “Jeg lo ikke!” Thi hun frygtede. Men han sagde: “Jo, du lo!”
444	GEN 18:19	Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte på HERRENS Vej ved at øve Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham.”
446	GEN 18:21	Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig - derom vil jeg have Vished!”
450	GEN 18:25	Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de gudløse - det være langt fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve Ret?”
451	GEN 18:26	Da sagde HERREN: “Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!”
453	GEN 18:28	Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld?” Han svarede: “Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den.”
454	GEN 18:29	Men han blev ved at tale til ham: “Måske findes der fyrretyve i den!” Han. svarede: “For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være.”
455	GEN 18:30	Men han sagde: “Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale: Måske findes der tredive i den!” Han svarede: “Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den.”