2	GEN 1:2	Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene.
3	GEN 1:3	Og Gud sagde: “Der blive Lys!” Og der blev Lys.
4	GEN 1:4	Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket,
5	GEN 1:5	og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag.
7	GEN 1:7	Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
8	GEN 1:8	og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev Morgen, anden Dag.
9	GEN 1:9	Derpå sagde Gud: “Vandet under Himmelen samle sig på ét Sted, så det faste Land kommer til Syne!” Og således skete det;
10	GEN 1:10	og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
11	GEN 1:11	Derpå sagde Gud: “Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!” Og således skete det:
12	GEN 1:12	Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter, og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
13	GEN 1:13	Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.
15	GEN 1:15	og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden!” Og således sket det:
18	GEN 1:18	og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra Mørket. Og Gud så, at det var godt.
19	GEN 1:19	Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.
20	GEN 1:20	Derpå sagde Gud: “Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!” Og således skete det:
21	GEN 1:21	Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
22	GEN 1:22	Og Gud velsignede dem og sagde: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på Jorden!”
23	GEN 1:23	Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.
24	GEN 1:24	Derpå sagde Gud: “Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter!” Og således skete det:
25	GEN 1:25	Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at det var godt.
27	GEN 1:27	Og Gud skabte Mennesket* i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem; { [*se til 1 Mos. 2, 15. Visd. 2, 23. Sir. 17, 3. Matt. 19, 4. Mark. 10, 6. 1 Kor. 11, 7. Ef. 4, 24. Kol. 3, 10. 1 Tim. 2, 13. Jak. 3, 9.] }
30	GEN 1:30	men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne Urter til Føde.” Og således skete det.
31	GEN 1:31	Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.
40	GEN 2:9	Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.
50	GEN 2:19	Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn.
56	GEN 2:25	Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes ikke.
73	GEN 3:17	Og til Adam sagde han: “Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage;
76	GEN 3:20	Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende*. { [*på hebr. Ordspil med Navnet Eva.] }
81	GEN 4:1	Adam kendte sin Hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: “Jeg har fået* en Søn med HERRENS Hjælp!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Kain.] }
83	GEN 4:3	Nogen Tid efter bragte Kain HERREN en Offergave af Jordens Frugt,
84	GEN 4:4	medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
85	GEN 4:5	men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre vred og gik med sænket Hoved.
95	GEN 4:15	Da svarede HERREN: “Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes; syvfold!” Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
102	GEN 4:22	Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama.
103	GEN 4:23	Og Lemek sagde til sine Hustruer: “Ada og Zilla, hør min Røst, Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et Sår, en Dreng for en Skramme!
105	GEN 4:25	Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav Navnet Set; “thi,” sagde hun, “Gud har sat* mig andet Afkom i Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Set.] }
135	GEN 5:29	som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: “Han skal skaffe os Trøst* i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har forbandet.” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Noa.] }
136	GEN 5:30	Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede Sønner og Døtre;
143	GEN 6:5	Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
145	GEN 6:7	Og HERREN sagde: “Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!”
159	GEN 6:21	Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for at det kan tjene dig og dem til Føde.”
160	GEN 6:22	Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.
165	GEN 7:5	Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham.
178	GEN 7:18	Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på Vandet;
192	GEN 8:8	Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade;
195	GEN 8:11	ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden.
197	GEN 8:13	I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
205	GEN 8:21	Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: “Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!
212	GEN 9:6	Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.
213	GEN 9:7	Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør eder til Herre over den!”
223	GEN 9:17	Og Gud sagde til Noa: “Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød på Jorden!”
233	GEN 9:27	Gud skaffe Jafet Plads*, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans** Træl!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Jafet.] / [**eller: deres] }
243	GEN 10:8	Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden.
254	GEN 10:19	så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma, og Zebojim indtil Lasja.
263	GEN 10:28	Obal, Abimael, Saba,
264	GEN 10:29	Ofir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner,
276	GEN 11:9	Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede* HERREN al Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele Jorden. { [*på hebr. Ordspil med Navnet Babel.] }
303	GEN 12:4	Og Abram gik, som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;
319	GEN 12:20	Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom på Vej;
324	GEN 13:5	Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og Telte.
344	GEN 14:7	så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Kadesj, og slog Amalekitterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der boede i Hazazon-Tamar.
356	GEN 14:19	og velsignede ham med de Ord: “Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber,
357	GEN 14:20	og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din Hånd!” Og Abram gav ham Tiende af alt.
362	GEN 15:1	Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn således: “Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!”
364	GEN 15:3	Og Abram sagde: “Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!”
365	GEN 15:4	Og se, HERRENS Ord kom til ham således: “Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig.”
366	GEN 15:5	Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: “Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!” Og han sagde til ham: “Således skal dit Afkom blive!”
374	GEN 15:13	Og han sagde til Abram: “Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År.
378	GEN 15:17	Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe.
384	GEN 16:2	og Saraj sagde til Abram: “HERREN har jo nægtet mig Børn; gå derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved hende!” Og Abram adlød Saraj.
392	GEN 16:10	Og HERRENS Engel sagde til hende: “Jeg vil gøre dit Afkom så talrigt, at det ikke kan tælles.”
393	GEN 16:11	Og HERRENS Engel sagde til hende: “Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael*, thi HERREN har hørt, hvad du har lidt; { [*dvs. Gud hører.] }
397	GEN 16:15	Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte ham, Ismael.
403	GEN 17:5	derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk*. { [*på hebr. Ordspil med Navnet Abraham.] }
412	GEN 17:14	Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min Pagt!”
448	GEN 18:23	Og Abraham trådte nærmere og sagde: “Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse?
452	GEN 18:27	Men Abraham tog igen til Orde: “Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!
465	GEN 19:7	Og han sagde: “Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre!
467	GEN 19:9	Men de sagde: “Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle værre med ham end med dem!” Og de trængte ind på Manden, på Lot, og nærmede sig Døren for at sprænge den.
474	GEN 19:16	Og da han tøvede, greb Mændene ham, hans Hustru og hans to Døtre ved Hånden, thi HERREN vilde skåne ham, og de førte ham bort og bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.
475	GEN 19:17	Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: “Det gælder dit Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogetsteds i Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal omkomme!”
479	GEN 19:21	Da svarede han: “Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil ikke ødelægge den By, du nævner;
495	GEN 19:37	og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab*; han er Moabs Stamfader den Dag i Dag. { [*Ordspil med me'ab, “fra Faderen.”] }
501	GEN 20:5	Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed og med rene Hænder har jeg gjort dette.”
505	GEN 20:9	Men Abimelek lod Abraham kalde og sagde til ham: “Hvad har du dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du bragte denne store Synd over mig og mit Rige? Du har gjort imod mig, hvad man ikke bør gøre!”
506	GEN 20:10	Og Abimelek sagde til Abraham: “Hvad bragte dig til at handle således?”
509	GEN 20:13	Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde jeg til hende: Den Godhed må du vise mig, at du overalt, hvor vi kommer hen, siger, at jeg er din Broder.”
512	GEN 20:16	Men til Sara sagde han: “Jeg har givet din Broder 1.000 Sekel Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning.”
521	GEN 21:7	Og hun sagde: “Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!”
530	GEN 21:16	og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra, idet hun sagde ved sig selv: “Jeg kan ikke udholde at se Drengen dø!” Og således sad hun, medens Drengen græd højt.
534	GEN 21:20	Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i Ørkenen og blev Bueskytte.
548	GEN 21:34	Og Abraham boede en Tid lang; som fremmed i Filisternes Land.
551	GEN 22:3	Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde sagt ham.
554	GEN 22:6	Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde, det på sin Søn Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen.
556	GEN 22:8	Abraham svarede: “Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet, min Søn!” Og så gik de to sammen.
558	GEN 22:10	Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn.
561	GEN 22:13	Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder, hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik hen og tog Vædderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted.