3	GEN 1:3	Og Gud sagde: “Der blive Lys!” Og der blev Lys.
6	GEN 1:6	Derpå sagde Gud: “Der blive en Hvælving midt i Vandene til at skille Vandene ad!”
7	GEN 1:7	Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
9	GEN 1:9	Derpå sagde Gud: “Vandet under Himmelen samle sig på ét Sted, så det faste Land kommer til Syne!” Og således skete det;
11	GEN 1:11	Derpå sagde Gud: “Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!” Og således skete det:
14	GEN 1:14	Derpå sagde Gud: “Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse af Højtider, Dage og År
15	GEN 1:15	og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden!” Og således sket det:
20	GEN 1:20	Derpå sagde Gud: “Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!” Og således skete det:
22	GEN 1:22	Og Gud velsignede dem og sagde: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på Jorden!”
24	GEN 1:24	Derpå sagde Gud: “Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter!” Og således skete det:
26	GEN 1:26	Derpå sagde Gud: “Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb, der kryber på Jorden!”
28	GEN 1:28	og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!”
29	GEN 1:29	Gud sagde fremdeles: “Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal være eder til Føde;
37	GEN 2:6	men en Tåge* vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens Flade - { [*den græske overs. har: Kilde.] }
47	GEN 2:16	Men Gud HERREN bød Adam: “Af alle Træer i Haven har du Lov at spise,
49	GEN 2:18	Derpå sagde Gud HERREN: “Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!”
54	GEN 2:23	Da sagde Adam: “Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde*, thi af Manden er hun taget!” { [*på hebr. isja-isj dvs. Mandinde-Mand.] }
57	GEN 3:1	Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: “Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?”
58	GEN 3:2	Kvinden svarede: “Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer;
60	GEN 3:4	Da sagde Slangen til Kvinden: “I skal ingenlunde dø;
65	GEN 3:9	Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: “Hvor er du?”
66	GEN 3:10	Han svarede: “Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!”
67	GEN 3:11	Da sagde han: “Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?”
68	GEN 3:12	Adam svarede: “Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg.”
69	GEN 3:13	Da sagde Gud HERREN til Kvinde: “Hvad har du gjort!” Kvinden svarede: “Slangen forførte mig, og så spiste jeg.”
70	GEN 3:14	Da sagde Gud HERREN til Slangen: “Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
72	GEN 3:16	Til Kvinden sagde han: “Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!”
73	GEN 3:17	Og til Adam sagde han: “Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage;
78	GEN 3:22	Men Gud HERREN sagde: “Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!”
81	GEN 4:1	Adam kendte sin Hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: “Jeg har fået* en Søn med HERRENS Hjælp!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Kain.] }
86	GEN 4:6	Da sagde HERREN til Kain: “Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket Hoved?
89	GEN 4:9	Da sagde HERREN til Kain: “Hvor er din Broder Abel?” Han svarede: “Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?”
90	GEN 4:10	Men han sagde: “Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til mig fra Jorden!
93	GEN 4:13	Men Kain sagde til HERREN: “Min Straf er ikke til at bære;
95	GEN 4:15	Da svarede HERREN: “Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes; syvfold!” Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
103	GEN 4:23	Og Lemek sagde til sine Hustruer: “Ada og Zilla, hør min Røst, Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et Sår, en Dreng for en Skramme!
135	GEN 5:29	som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: “Han skal skaffe os Trøst* i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har forbandet.” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Noa.] }
140	GEN 6:2	fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
141	GEN 6:3	Da sagde HERREN: “Min Ånd: skal ikke for evigt blive i Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120 År.”
145	GEN 6:7	Og HERREN sagde: “Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!”
148	GEN 6:10	Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.
151	GEN 6:13	Da sagde Gud til Noa: “Jeg har besluttet at gøre Ende på alt Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af Jorden.
153	GEN 6:15	og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang, 50 Alen bred og 30 Alen høj;
156	GEN 6:18	Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner:
161	GEN 7:1	Derpå sagde HERREN til Noa: “Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
190	GEN 8:6	Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken,
199	GEN 8:15	Da sagde Gud til Noa:
205	GEN 8:21	Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: “Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!
207	GEN 9:1	Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!
214	GEN 9:8	Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:
218	GEN 9:12	Fremdeles sagde Gud: “Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder:
223	GEN 9:17	Og Gud sagde til Noa: “Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød på Jorden!”
231	GEN 9:25	sagde han: “Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for sine Brødre!”
232	GEN 9:26	Fremdeles sagde han: “Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an blive hans* Træl! { [*eller: deres.] }
233	GEN 9:27	Gud skaffe Jafet Plads*, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans** Træl!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Jafet.] / [**eller: deres] }
237	GEN 10:2	Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras.
238	GEN 10:3	Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifat og Togarma.
239	GEN 10:4	Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne;
241	GEN 10:6	Kams Sønner: Kusj*, Mizrajim*, Put og Kana'an. { [*dvs. Ætiopien.] / [**dvs. Ægypten.] }
242	GEN 10:7	Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas Sønner: Saba og Dedan.
244	GEN 10:9	Han var en vældig Jæger for HERRENS Øjne; derfor siger man: “En vældig Jæger for HERRENS Øjne som Nimrod.”
257	GEN 10:22	Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram.
258	GEN 10:23	Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.
270	GEN 11:3	Da sagde de til hverandre: “Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!” De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk.
271	GEN 11:4	Derpå sagde de: “Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!”
273	GEN 11:6	og han sagde: “Se, de er ét Folk og har alle ét Tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem;
300	GEN 12:1	HERREN sagde til Abram: “Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;
306	GEN 12:7	Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: “Dit Afkom giver jeg dette Land!” Da byggede han der et Alter for HERREN. som havde åbenbaret sig for ham.
310	GEN 12:11	Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj: “Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;
317	GEN 12:18	Da lod Farao Abram kalde og sagde: “Hvad har du gjort imod mig! Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?
327	GEN 13:8	Abram sagde derfor til Lot: “Der må ikke være Strid mellem os to eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder!
333	GEN 13:14	Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne: “Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod Syd, mod Øst og mod Vest;
356	GEN 14:19	og velsignede ham med de Ord: “Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber,
358	GEN 14:21	Sodomas Konge sagde derpå til Abram: “Giv mig Menneskene og behold selv Godset!”
359	GEN 14:22	Men Abram svarede Sodomas Konge: “Til HERREN, Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd på,
362	GEN 15:1	Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn således: “Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!”
363	GEN 15:2	Men Abram svarede: “Herre*, HERRE, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus.” { [*på hebr. Adonaj.] }
364	GEN 15:3	Og Abram sagde: “Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!”
365	GEN 15:4	Og se, HERRENS Ord kom til ham således: “Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig.”
366	GEN 15:5	Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: “Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!” Og han sagde til ham: “Således skal dit Afkom blive!”
368	GEN 15:7	Derpå sagde han til ham: “Jeg er HERREN, som førte dig bort fra Ur-Kasdim for at give dig dette Land i Eje!”
369	GEN 15:8	Men han svarede: “Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?”
370	GEN 15:9	Da sagde han til ham: “Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!”
374	GEN 15:13	Og han sagde til Abram: “Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År.
379	GEN 15:18	På den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: “Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden,
384	GEN 16:2	og Saraj sagde til Abram: “HERREN har jo nægtet mig Børn; gå derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved hende!” Og Abram adlød Saraj.
387	GEN 16:5	Da sagde Saraj til Abram: “Min Krænkelse komme over dig! Jeg lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og dig!”
388	GEN 16:6	Abram svarede Saraj: “Din Trælkvinde er i din Hånd, gør med hende, hvad du finder for godt!” Da plagede Saraj hende, så hun flygtede for hende.
390	GEN 16:8	og han sagde: “Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og hvor går du hen?” Hun svarede: “Jeg flygter for min Herskerinde Saraj!”
391	GEN 16:9	Da sagde HERRENS Engel til hende: “Vend tilbage til din Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!”
392	GEN 16:10	Og HERRENS Engel sagde til hende: “Jeg vil gøre dit Afkom så talrigt, at det ikke kan tælles.”
393	GEN 16:11	Og HERRENS Engel sagde til hende: “Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael*, thi HERREN har hørt, hvad du har lidt; { [*dvs. Gud hører.] }
395	GEN 16:13	Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en Gud, som ser*; thi hun sagde: “Har jeg virkelig her set et Glimt af ham, som ser mig?” { [*på hebr. El ro'i.] }
399	GEN 17:1	Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede HERREN sig for ham og sagde til ham: “Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit Åsyn og vær ustraffelig,
401	GEN 17:3	Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham:
407	GEN 17:9	Derpå sagde Gud til Abraham: “Men du på din Side skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt;
413	GEN 17:15	Endvidere sagde Gud til Abraham: “Din Hustru Saraj skal du ikke mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara*; { [*dvs. Herskerinde.] }
415	GEN 17:17	Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: “Kan en hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År føde en Søn?”
416	GEN 17:18	Abraham sagde derfor til Gud: “Måtte dog Ismael leve for dit Åsyn!”
417	GEN 17:19	Men Gud sagde: “Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde Isak*; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham! { [*dvs. han ler (V. 17.)] }