wb-examples

Wildebeest analysis examples for: dan-dan1931 G

February 11, 2023 at 18:21

Script wb_pprint_html.py by Ulf Hermjakob

1 GEN 1:1 I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.
2 GEN 1:2 Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene.
3 GEN 1:3 Og Gud sagde: “Der blive Lys!” Og der blev Lys.
4 GEN 1:4 Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket,
5 GEN 1:5 og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag.
6 GEN 1:6 Derpå sagde Gud: “Der blive en Hvælving midt i Vandene til at skille Vandene ad!”
7 GEN 1:7 Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
8 GEN 1:8 og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev Morgen, anden Dag.
9 GEN 1:9 Derpå sagde Gud: “Vandet under Himmelen samle sig på ét Sted, så det faste Land kommer til Syne!” Og således skete det;
10 GEN 1:10 og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
11 GEN 1:11 Derpå sagde Gud: “Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!” Og således skete det:
12 GEN 1:12 Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter, og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
14 GEN 1:14 Derpå sagde Gud: “Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse af Højtider, Dage og År
16 GEN 1:16 Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen, det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;
17 GEN 1:17 og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden
18 GEN 1:18 og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra Mørket. Og Gud så, at det var godt.
20 GEN 1:20 Derpå sagde Gud: “Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!” Og således skete det:
21 GEN 1:21 Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
22 GEN 1:22 Og Gud velsignede dem og sagde: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på Jorden!”
24 GEN 1:24 Derpå sagde Gud: “Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter!” Og således skete det:
25 GEN 1:25 Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at det var godt.
26 GEN 1:26 Derpå sagde Gud: “Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb, der kryber på Jorden!”
27 GEN 1:27 Og Gud skabte Mennesket* i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem; { [*se til 1 Mos. 2, 15. Visd. 2, 23. Sir. 17, 3. Matt. 19, 4. Mark. 10, 6. 1 Kor. 11, 7. Ef. 4, 24. Kol. 3, 10. 1 Tim. 2, 13. Jak. 3, 9.] }
28 GEN 1:28 og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!”
29 GEN 1:29 Gud sagde fremdeles: “Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal være eder til Føde;
31 GEN 1:31 Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.
33 GEN 2:2 På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
34 GEN 2:3 og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
35 GEN 2:4 Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN* gjorde Jord og Himmel - { [*gengivelse af Jahve, Navnet på Israels Gud; Gud hedder på hebr. Elohim.] }
36 GEN 2:5 dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til at dyrke Agerjorden,
38 GEN 2:7 da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.
39 GEN 2:8 Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og der satte han Mennesket, som han havde dannet;
40 GEN 2:9 Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.
42 GEN 2:11 Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der findes Guld
43 GEN 2:12 og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.
44 GEN 2:13 Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj*. { [*sædvanligt Navn på Ætiopien.] }
46 GEN 2:15 Derpå tog Gud HERREN Adam* og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den. { [*betyder Menneske.] }
47 GEN 2:16 Men Gud HERREN bød Adam: “Af alle Træer i Haven har du Lov at spise,
49 GEN 2:18 Derpå sagde Gud HERREN: “Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!”
50 GEN 2:19 Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn.
52 GEN 2:21 Så lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;
53 GEN 2:22 og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han en Kvinde og førte hende hen til Adam.
54 GEN 2:23 Da sagde Adam: “Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde*, thi af Manden er hun taget!” { [*på hebr. isja-isj dvs. Mandinde-Mand.] }
57 GEN 3:1 Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: “Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?”
59 GEN 3:3 kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!”
61 GEN 3:5 men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!”
64 GEN 3:8 Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
65 GEN 3:9 Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: “Hvor er du?”
69 GEN 3:13 Da sagde Gud HERREN til Kvinde: “Hvad har du gjort!” Kvinden svarede: “Slangen forførte mig, og så spiste jeg.”
70 GEN 3:14 Da sagde Gud HERREN til Slangen: “Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
77 GEN 3:21 Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortler til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed.
78 GEN 3:22 Men Gud HERREN sagde: “Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!”
79 GEN 3:23 Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af;
84 GEN 4:4 medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
104 GEN 4:24 Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og halvfjerdsindstyve Gange!”
105 GEN 4:25 Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav Navnet Set; “thi,” sagde hun, “Gud har sat* mig andet Afkom i Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Set.] }
107 GEN 5:1 Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Billede;
128 GEN 5:22 og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre;
130 GEN 5:24 og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.
140 GEN 6:2 fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
142 GEN 6:4 I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til Fortids Dage.
147 GEN 6:9 Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.
149 GEN 6:11 Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af Uret;
150 GEN 6:12 og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød havde fordærvet sin Vej på Jorden.
151 GEN 6:13 Da sagde Gud til Noa: “Jeg har besluttet at gøre Ende på alt Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af Jorden.
152 GEN 6:14 Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig;
160 GEN 6:22 Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.
161 GEN 7:1 Derpå sagde HERREN til Noa: “Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
169 GEN 7:9 gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud havde pålagt Noa.
176 GEN 7:16 Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og HERREN lukkede efter ham.
185 GEN 8:1 Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde;
199 GEN 8:15 Da sagde Gud til Noa:
200 GEN 8:16 “Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
207 GEN 9:1 Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!
212 GEN 9:6 Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.
214 GEN 9:8 Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:
218 GEN 9:12 Fremdeles sagde Gud: “Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder:
222 GEN 9:16 Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød på Jorden.”
223 GEN 9:17 Og Gud sagde til Noa: “Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød på Jorden!”
232 GEN 9:26 Fremdeles sagde han: “Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an blive hans* Træl! { [*eller: deres.] }
233 GEN 9:27 Gud skaffe Jafet Plads*, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans** Træl!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Jafet.] / [**eller: deres] }
237 GEN 10:2 Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras.
238 GEN 10:3 Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifat og Togarma.
251 GEN 10:16 Jebusitterne, Amoritterne, Girgasjitterne,
254 GEN 10:19 så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma, og Zebojim indtil Lasja.
258 GEN 10:23 Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.
321 GEN 13:2 Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld;
322 GEN 13:3 og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde stået første Gang, mellem Betel og Aj,
323 GEN 13:4 til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og Abram påkaldte der HERRENS Navn.
329 GEN 13:10 Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som HERRENS Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til,
338 GEN 14:1 Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer i Elam og Tid'al i Gojim.
339 GEN 14:2 lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra, Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eber af Zebojim og Kongen i Bela, det et Zoar.
345 GEN 14:8 Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er Zoars, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp
346 GEN 14:9 med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.
347 GEN 14:10 Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.
348 GEN 14:11 Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle Levnedsmidlerne og drog bort;

1	GEN 1:1	I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.
2	GEN 1:2	Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene.
3	GEN 1:3	Og Gud sagde: “Der blive Lys!” Og der blev Lys.
4	GEN 1:4	Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket,
5	GEN 1:5	og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag.
6	GEN 1:6	Derpå sagde Gud: “Der blive en Hvælving midt i Vandene til at skille Vandene ad!”
7	GEN 1:7	Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
8	GEN 1:8	og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev Morgen, anden Dag.
9	GEN 1:9	Derpå sagde Gud: “Vandet under Himmelen samle sig på ét Sted, så det faste Land kommer til Syne!” Og således skete det;
10	GEN 1:10	og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
11	GEN 1:11	Derpå sagde Gud: “Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!” Og således skete det:
12	GEN 1:12	Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter, og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
14	GEN 1:14	Derpå sagde Gud: “Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse af Højtider, Dage og År
16	GEN 1:16	Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen, det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;
17	GEN 1:17	og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden
18	GEN 1:18	og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra Mørket. Og Gud så, at det var godt.
20	GEN 1:20	Derpå sagde Gud: “Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!” Og således skete det:
21	GEN 1:21	Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
22	GEN 1:22	Og Gud velsignede dem og sagde: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på Jorden!”
24	GEN 1:24	Derpå sagde Gud: “Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter!” Og således skete det:
25	GEN 1:25	Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at det var godt.
26	GEN 1:26	Derpå sagde Gud: “Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb, der kryber på Jorden!”
27	GEN 1:27	Og Gud skabte Mennesket* i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem; { [*se til 1 Mos. 2, 15. Visd. 2, 23. Sir. 17, 3. Matt. 19, 4. Mark. 10, 6. 1 Kor. 11, 7. Ef. 4, 24. Kol. 3, 10. 1 Tim. 2, 13. Jak. 3, 9.] }
28	GEN 1:28	og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!”
29	GEN 1:29	Gud sagde fremdeles: “Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal være eder til Føde;
31	GEN 1:31	Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.
33	GEN 2:2	På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
34	GEN 2:3	og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
35	GEN 2:4	Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN* gjorde Jord og Himmel - { [*gengivelse af Jahve, Navnet på Israels Gud; Gud hedder på hebr. Elohim.] }
36	GEN 2:5	dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til at dyrke Agerjorden,
38	GEN 2:7	da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.
39	GEN 2:8	Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og der satte han Mennesket, som han havde dannet;
40	GEN 2:9	Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.
42	GEN 2:11	Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der findes Guld
43	GEN 2:12	og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.
44	GEN 2:13	Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj. { [sædvanligt Navn på Ætiopien.] }
46	GEN 2:15	Derpå tog Gud HERREN Adam* og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den. { [*betyder Menneske.] }
47	GEN 2:16	Men Gud HERREN bød Adam: “Af alle Træer i Haven har du Lov at spise,
49	GEN 2:18	Derpå sagde Gud HERREN: “Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!”
50	GEN 2:19	Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn.
52	GEN 2:21	Så lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;
53	GEN 2:22	og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han en Kvinde og førte hende hen til Adam.
54	GEN 2:23	Da sagde Adam: “Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!” { [på hebr. isja-isj dvs. Mandinde-Mand.] }
57	GEN 3:1	Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: “Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?”
59	GEN 3:3	kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!”
61	GEN 3:5	men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!”
64	GEN 3:8	Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
65	GEN 3:9	Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: “Hvor er du?”
69	GEN 3:13	Da sagde Gud HERREN til Kvinde: “Hvad har du gjort!” Kvinden svarede: “Slangen forførte mig, og så spiste jeg.”
70	GEN 3:14	Da sagde Gud HERREN til Slangen: “Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
77	GEN 3:21	Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortler til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed.
78	GEN 3:22	Men Gud HERREN sagde: “Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!”
79	GEN 3:23	Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af;
84	GEN 4:4	medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
104	GEN 4:24	Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og halvfjerdsindstyve Gange!”
105	GEN 4:25	Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav Navnet Set; “thi,” sagde hun, “Gud har sat* mig andet Afkom i Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Set.] }
107	GEN 5:1	Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Billede;
128	GEN 5:22	og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre;
130	GEN 5:24	og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.
140	GEN 6:2	fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
142	GEN 6:4	I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til Fortids Dage.
147	GEN 6:9	Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.
149	GEN 6:11	Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af Uret;
150	GEN 6:12	og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød havde fordærvet sin Vej på Jorden.
151	GEN 6:13	Da sagde Gud til Noa: “Jeg har besluttet at gøre Ende på alt Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af Jorden.
152	GEN 6:14	Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig;
160	GEN 6:22	Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.
161	GEN 7:1	Derpå sagde HERREN til Noa: “Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
169	GEN 7:9	gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud havde pålagt Noa.
176	GEN 7:16	Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og HERREN lukkede efter ham.
185	GEN 8:1	Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde;
199	GEN 8:15	Da sagde Gud til Noa:
200	GEN 8:16	“Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
207	GEN 9:1	Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!
212	GEN 9:6	Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.
214	GEN 9:8	Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:
218	GEN 9:12	Fremdeles sagde Gud: “Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder:
222	GEN 9:16	Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød på Jorden.”
223	GEN 9:17	Og Gud sagde til Noa: “Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød på Jorden!”
232	GEN 9:26	Fremdeles sagde han: “Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an blive hans* Træl! { [*eller: deres.] }
233	GEN 9:27	Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans* Træl!” { [på hebr. Ordspil med Navnet Jafet.] / [*eller: deres] }
237	GEN 10:2	Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras.
238	GEN 10:3	Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifat og Togarma.
251	GEN 10:16	Jebusitterne, Amoritterne, Girgasjitterne,
254	GEN 10:19	så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma, og Zebojim indtil Lasja.
258	GEN 10:23	Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.
321	GEN 13:2	Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld;
322	GEN 13:3	og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde stået første Gang, mellem Betel og Aj,
323	GEN 13:4	til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og Abram påkaldte der HERRENS Navn.
329	GEN 13:10	Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som HERRENS Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til,
338	GEN 14:1	Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer i Elam og Tid'al i Gojim.
339	GEN 14:2	lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra, Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eber af Zebojim og Kongen i Bela, det et Zoar.
345	GEN 14:8	Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er Zoars, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp
346	GEN 14:9	med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.
347	GEN 14:10	Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.
348	GEN 14:11	Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle Levnedsmidlerne og drog bort;