2	GEN 1:2	Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene.
4	GEN 1:4	Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket,
5	GEN 1:5	og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag.
8	GEN 1:8	og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev Morgen, anden Dag.
13	GEN 1:13	Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.
18	GEN 1:18	og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra Mørket. Og Gud så, at det var godt.
19	GEN 1:19	Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.
23	GEN 1:23	Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.
26	GEN 1:26	Derpå sagde Gud: “Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb, der kryber på Jorden!”
27	GEN 1:27	Og Gud skabte Mennesket* i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem; { [*se til 1 Mos. 2, 15. Visd. 2, 23. Sir. 17, 3. Matt. 19, 4. Mark. 10, 6. 1 Kor. 11, 7. Ef. 4, 24. Kol. 3, 10. 1 Tim. 2, 13. Jak. 3, 9.] }
31	GEN 1:31	Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.
36	GEN 2:5	dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til at dyrke Agerjorden,
38	GEN 2:7	da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.
39	GEN 2:8	Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og der satte han Mennesket, som han havde dannet;
46	GEN 2:15	Derpå tog Gud HERREN Adam* og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den. { [*betyder Menneske.] }
47	GEN 2:16	Men Gud HERREN bød Adam: “Af alle Træer i Haven har du Lov at spise,
49	GEN 2:18	Derpå sagde Gud HERREN: “Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!”
50	GEN 2:19	Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn.
51	GEN 2:20	Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede til ham.
54	GEN 2:23	Da sagde Adam: “Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde*, thi af Manden er hun taget!” { [*på hebr. isja-isj dvs. Mandinde-Mand.] }
55	GEN 2:24	Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver ét Kød.
57	GEN 3:1	Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: “Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?”
62	GEN 3:6	Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
67	GEN 3:11	Da sagde han: “Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?”
70	GEN 3:14	Da sagde Gud HERREN til Slangen: “Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
72	GEN 3:16	Til Kvinden sagde han: “Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!”
73	GEN 3:17	Og til Adam sagde han: “Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage;
74	GEN 3:18	Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde;
76	GEN 3:20	Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende*. { [*på hebr. Ordspil med Navnet Eva.] }
78	GEN 3:22	Men Gud HERREN sagde: “Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!”
80	GEN 3:24	og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.
88	GEN 4:8	Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.
90	GEN 4:10	Men han sagde: “Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til mig fra Jorden!
93	GEN 4:13	Men Kain sagde til HERREN: “Min Straf er ikke til at bære;
98	GEN 4:18	Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede Mehujael; og Metusjael avlede Lemek.
103	GEN 4:23	Og Lemek sagde til sine Hustruer: “Ada og Zilla, hør min Røst, Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et Sår, en Dreng for en Skramme!
107	GEN 5:1	Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Billede;
108	GEN 5:2	som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav dem Navnet “Menneske”, da de blev skabt.
118	GEN 5:12	Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal'el;
119	GEN 5:13	og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 År og avlede Sønner og Døtre;
121	GEN 5:15	Da Mahalal'el havde levet 65 År, avlede han Jered;
122	GEN 5:16	og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og avlede Sønner. og Døtre;
123	GEN 5:17	således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde han.
127	GEN 5:21	Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem,
128	GEN 5:22	og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre;
131	GEN 5:25	Da Metusalem havde levet 187 År, avlede han Lemek;
132	GEN 5:26	og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og avlede Sønner og Døtre;
133	GEN 5:27	således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han.
139	GEN 6:1	Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der fødtes dem Døtre,
140	GEN 6:2	fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
141	GEN 6:3	Da sagde HERREN: “Min Ånd: skal ikke for evigt blive i Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120 År.”
142	GEN 6:4	I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til Fortids Dage.
143	GEN 6:5	Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
144	GEN 6:6	Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og det. skar ham i Hjertet.
145	GEN 6:7	Og HERREN sagde: “Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!”
146	GEN 6:8	Men Noa fandt Nåde for HERRENS Øjne.
147	GEN 6:9	Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.
149	GEN 6:11	Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af Uret;
152	GEN 6:14	Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig;
156	GEN 6:18	Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner:
171	GEN 7:11	i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser åbnedes,
181	GEN 7:21	Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg, vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker;
183	GEN 7:23	Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade, Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken.
188	GEN 8:4	På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge,
189	GEN 8:5	og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
197	GEN 8:13	I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
198	GEN 8:14	På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.
205	GEN 8:21	Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: “Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!
211	GEN 9:5	Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for Menneskenes Liv.
212	GEN 9:6	Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.