35	GEN 2:4	Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN* gjorde Jord og Himmel - { [*gengivelse af Jahve, Navnet på Israels Gud; Gud hedder på hebr. Elohim.] }
36	GEN 2:5	dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til at dyrke Agerjorden,
38	GEN 2:7	da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.
39	GEN 2:8	Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og der satte han Mennesket, som han havde dannet;
40	GEN 2:9	Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.
46	GEN 2:15	Derpå tog Gud HERREN Adam* og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den. { [*betyder Menneske.] }
47	GEN 2:16	Men Gud HERREN bød Adam: “Af alle Træer i Haven har du Lov at spise,
49	GEN 2:18	Derpå sagde Gud HERREN: “Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!”
50	GEN 2:19	Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn.
52	GEN 2:21	Så lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;
53	GEN 2:22	og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han en Kvinde og førte hende hen til Adam.
57	GEN 3:1	Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: “Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?”
64	GEN 3:8	Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
65	GEN 3:9	Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: “Hvor er du?”
69	GEN 3:13	Da sagde Gud HERREN til Kvinde: “Hvad har du gjort!” Kvinden svarede: “Slangen forførte mig, og så spiste jeg.”
70	GEN 3:14	Da sagde Gud HERREN til Slangen: “Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
77	GEN 3:21	Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortler til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed.
78	GEN 3:22	Men Gud HERREN sagde: “Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!”
79	GEN 3:23	Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af;
81	GEN 4:1	Adam kendte sin Hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: “Jeg har fået* en Søn med HERRENS Hjælp!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Kain.] }
83	GEN 4:3	Nogen Tid efter bragte Kain HERREN en Offergave af Jordens Frugt,
84	GEN 4:4	medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
86	GEN 4:6	Da sagde HERREN til Kain: “Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket Hoved?
89	GEN 4:9	Da sagde HERREN til Kain: “Hvor er din Broder Abel?” Han svarede: “Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?”
93	GEN 4:13	Men Kain sagde til HERREN: “Min Straf er ikke til at bære;
95	GEN 4:15	Da svarede HERREN: “Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes; syvfold!” Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
96	GEN 4:16	Så drog Kain bort fra HERRENS Åsyn og slog sig ned i Landet Nod* østen for Eden. { [*betyder omflakken, hjemløshed.] }
103	GEN 4:23	Og Lemek sagde til sine Hustruer: “Ada og Zilla, hør min Røst, Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et Sår, en Dreng for en Skramme!
106	GEN 4:26	Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte man at påkalde HERRENS Navn.
135	GEN 5:29	som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: “Han skal skaffe os Trøst* i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har forbandet.” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Noa.] }
141	GEN 6:3	Da sagde HERREN: “Min Ånd: skal ikke for evigt blive i Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120 År.”
142	GEN 6:4	I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til Fortids Dage.
143	GEN 6:5	Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
144	GEN 6:6	Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og det. skar ham i Hjertet.
145	GEN 6:7	Og HERREN sagde: “Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!”
146	GEN 6:8	Men Noa fandt Nåde for HERRENS Øjne.
152	GEN 6:14	Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig;
161	GEN 7:1	Derpå sagde HERREN til Noa: “Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
165	GEN 7:5	Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham.
172	GEN 7:12	og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
176	GEN 7:16	Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og HERREN lukkede efter ham.
186	GEN 8:2	Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede,
191	GEN 8:7	og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.
204	GEN 8:20	Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.
205	GEN 8:21	Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: “Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!
208	GEN 9:2	Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet!
230	GEN 9:24	Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ved ham,
232	GEN 9:26	Fremdeles sagde han: “Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an blive hans* Træl! { [*eller: deres.] }
238	GEN 10:3	Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifat og Togarma.
239	GEN 10:4	Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne;
242	GEN 10:7	Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas Sønner: Saba og Dedan.
244	GEN 10:9	Han var en vældig Jæger for HERRENS Øjne; derfor siger man: “En vældig Jæger for HERRENS Øjne som Nimrod.”
245	GEN 10:10	Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erek, Akkad og Kalne i Sinear;
246	GEN 10:11	fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot-Ir, Kela
247	GEN 10:12	og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By.
254	GEN 10:19	så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma, og Zebojim indtil Lasja.
265	GEN 10:30	og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar, Østens Bjerge.
272	GEN 11:5	Men HERREN steg ned for at se Byen og Tårnet, som Menneskebørnene byggede,
275	GEN 11:8	Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen.
276	GEN 11:9	Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede* HERREN al Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele Jorden. { [*på hebr. Ordspil med Navnet Babel.] }
285	GEN 11:18	Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u;
286	GEN 11:19	og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede Sønner og Døtre.
287	GEN 11:20	Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug;
288	GEN 11:21	og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede Sønner og Døtre.
300	GEN 12:1	HERREN sagde til Abram: “Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;
303	GEN 12:4	Og Abram gik, som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;
306	GEN 12:7	Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: “Dit Afkom giver jeg dette Land!” Da byggede han der et Alter for HERREN. som havde åbenbaret sig for ham.
307	GEN 12:8	Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENS Navn.
316	GEN 12:17	Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams Hustru Sarajs Skyld.
323	GEN 13:4	til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og Abram påkaldte der HERRENS Navn.
329	GEN 13:10	Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som HERRENS Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til,
332	GEN 13:13	Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod HERREN.
333	GEN 13:14	Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne: “Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod Syd, mod Øst og mod Vest;
337	GEN 13:18	Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede HERREN et Alter.
342	GEN 14:5	og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte ham. Først slog de Refaitterne i Asjtarot-Karnajim, Zuzitterne i Ham, Emitterne i Sjave-Kirjatajim
343	GEN 14:6	og Horitterne i Se'irs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens Rand;
359	GEN 14:22	Men Abram svarede Sodomas Konge: “Til HERREN, Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd på,
362	GEN 15:1	Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn således: “Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!”
363	GEN 15:2	Men Abram svarede: “Herre*, HERRE, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus.” { [*på hebr. Adonaj.] }
365	GEN 15:4	Og se, HERRENS Ord kom til ham således: “Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig.”
367	GEN 15:6	Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed.
368	GEN 15:7	Derpå sagde han til ham: “Jeg er HERREN, som førte dig bort fra Ur-Kasdim for at give dig dette Land i Eje!”
369	GEN 15:8	Men han svarede: “Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?”
372	GEN 15:11	Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort.
373	GEN 15:12	Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke.
379	GEN 15:18	På den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: “Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden,
381	GEN 15:20	Hetitterne, Perizzitterne, Refaitterne,
384	GEN 16:2	og Saraj sagde til Abram: “HERREN har jo nægtet mig Børn; gå derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved hende!” Og Abram adlød Saraj.
387	GEN 16:5	Da sagde Saraj til Abram: “Min Krænkelse komme over dig! Jeg lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og dig!”
389	GEN 16:7	Men HERRENS Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved Kilden på Vejen til Sjur;
391	GEN 16:9	Da sagde HERRENS Engel til hende: “Vend tilbage til din Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!”
392	GEN 16:10	Og HERRENS Engel sagde til hende: “Jeg vil gøre dit Afkom så talrigt, at det ikke kan tælles.”
393	GEN 16:11	Og HERRENS Engel sagde til hende: “Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael*, thi HERREN har hørt, hvad du har lidt; { [*dvs. Gud hører.] }
395	GEN 16:13	Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en Gud, som ser*; thi hun sagde: “Har jeg virkelig her set et Glimt af ham, som ser mig?” { [*på hebr. El ro'i.] }