2	GEN 1:2	Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene.
6	GEN 1:6	Derpå sagde Gud: “Der blive en Hvælving midt i Vandene til at skille Vandene ad!”
7	GEN 1:7	Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
9	GEN 1:9	Derpå sagde Gud: “Vandet under Himmelen samle sig på ét Sted, så det faste Land kommer til Syne!” Og således skete det;
10	GEN 1:10	og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
20	GEN 1:20	Derpå sagde Gud: “Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!” Og således skete det:
21	GEN 1:21	Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
22	GEN 1:22	Og Gud velsignede dem og sagde: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på Jorden!”
24	GEN 1:24	Derpå sagde Gud: “Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter!” Og således skete det:
27	GEN 1:27	Og Gud skabte Mennesket* i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem; { [*se til 1 Mos. 2, 15. Visd. 2, 23. Sir. 17, 3. Matt. 19, 4. Mark. 10, 6. 1 Kor. 11, 7. Ef. 4, 24. Kol. 3, 10. 1 Tim. 2, 13. Jak. 3, 9.] }
33	GEN 2:2	På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
34	GEN 2:3	og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
38	GEN 2:7	da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.
50	GEN 2:19	Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn.
58	GEN 3:2	Kvinden svarede: “Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer;
80	GEN 3:24	og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.
150	GEN 6:12	og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød havde fordærvet sin Vej på Jorden.
155	GEN 6:17	Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden, skal forgå.
164	GEN 7:4	Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har gjort, fra Jordens Flade.”
166	GEN 7:6	Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden.
167	GEN 7:7	Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i Arken for at undslippe Flodens Vande.
170	GEN 7:10	Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden;
171	GEN 7:11	i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser åbnedes,
174	GEN 7:14	og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger;
177	GEN 7:17	Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg og løftede Arken, så den hævedes over Jorden.
178	GEN 7:18	Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på Vandet;
179	GEN 7:19	og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under Himmelen stod under Vand;
180	GEN 7:20	femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under Vand.
183	GEN 7:23	Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade, Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken.
184	GEN 7:24	Vandet steg over Jorden i 150 Dage.
185	GEN 8:1	Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde;
186	GEN 8:2	Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede,
187	GEN 8:3	og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb.
189	GEN 8:5	og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
191	GEN 8:7	og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.
192	GEN 8:8	Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade;
193	GEN 8:9	men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.
195	GEN 8:11	ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden.
197	GEN 8:13	I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
206	GEN 8:22	Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!”
216	GEN 9:10	og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken, alle Jordens Dyr;
217	GEN 9:11	jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en Vandflod for at ødelægge Jorden!”
218	GEN 9:12	Fremdeles sagde Gud: “Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder:
221	GEN 9:15	vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød.
222	GEN 9:16	Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød på Jorden.”
226	GEN 9:20	Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård.
227	GEN 9:21	Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde i, sit Telt.
234	GEN 9:28	Noa levede 350 År efter Vandfloden;
236	GEN 10:1	Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter Vandfloden fødtes der dem Sønner.
267	GEN 10:32	Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte sig på Jorden.
277	GEN 11:10	Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han Arpaksjad, to År efter Vandfloden;
301	GEN 12:2	så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse!
304	GEN 12:5	og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen.
307	GEN 12:8	Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENS Navn.
319	GEN 12:20	Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom på Vej;
333	GEN 13:14	Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne: “Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod Syd, mod Øst og mod Vest;
355	GEN 14:18	Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst*, bragte Brød og Vin { [*på hebr. El eljon.] }
370	GEN 15:9	Da sagde han til ham: “Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!”
374	GEN 15:13	Og han sagde til Abram: “Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År.
389	GEN 16:7	Men HERRENS Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved Kilden på Vejen til Sjur;
391	GEN 16:9	Da sagde HERRENS Engel til hende: “Vend tilbage til din Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!”
394	GEN 16:12	og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle, og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine Frænder!”
417	GEN 17:19	Men Gud sagde: “Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde Isak*; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham! { [*dvs. han ler (V. 17.)] }
429	GEN 18:4	Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet.
430	GEN 18:5	Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!” De svarede: “Gør, som du siger!”
436	GEN 18:11	og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det ikke mere gik Sara på Kvinders Vis,
441	GEN 18:16	Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem på Vej.
444	GEN 18:19	Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte på HERRENS Vej ved at øve Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham.”
446	GEN 18:21	Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig - derom vil jeg have Vished!”
448	GEN 18:23	Og Abraham trådte nærmere og sagde: “Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse?
486	GEN 19:28	og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen. så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en Smelteovn.
489	GEN 19:31	Da sagde den ældste til den yngste: “Vor Fader er gammel, og der findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig Vis.
490	GEN 19:32	Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at få Afkom ved vor Fader!”
491	GEN 19:33	De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.
492	GEN 19:34	Næste Dag sagde den ældste til den yngste: “Jeg lå i Går Nat hos min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor Fader!”
493	GEN 19:35	Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.
526	GEN 21:12	men Gud sagde til Abraham: “Vær ikke ilde til Mode over Drengen og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi efter Isak skal dit Afkom nævnes;
528	GEN 21:14	Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i Be'ersjebas Ørken,
529	GEN 21:15	og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under en af Buskene
533	GEN 21:19	Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand; og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at drikke.
536	GEN 21:22	Ved den Tid sagde Abimelek og hans Hærfører Pikol til Abraham: “Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for;
544	GEN 21:30	svarede han: “Jo, de syv Lam skal du modtage af min Hånd til Vidnesbyrd om, at jeg har gravet denne Brønd.”
551	GEN 22:3	Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde sagt ham.
561	GEN 22:13	Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder, hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik hen og tog Vædderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted.
598	GEN 24:6	Abraham svarede: “Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage dertil!
602	GEN 24:10	Derpå tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Hånde kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig på Vej til Nakors By i Aram-Naharajim.