1	GEN 1:1	I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.
2	GEN 1:2	Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene.
3	GEN 1:3	Og Gud sagde: “Der blive Lys!” Og der blev Lys.
5	GEN 1:5	og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag.
8	GEN 1:8	og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev Morgen, anden Dag.
10	GEN 1:10	og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
12	GEN 1:12	Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter, og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
13	GEN 1:13	Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.
18	GEN 1:18	og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra Mørket. Og Gud så, at det var godt.
19	GEN 1:19	Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.
21	GEN 1:21	Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
23	GEN 1:23	Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.
25	GEN 1:25	Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at det var godt.
27	GEN 1:27	Og Gud skabte Mennesket* i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem; { [*se til 1 Mos. 2, 15. Visd. 2, 23. Sir. 17, 3. Matt. 19, 4. Mark. 10, 6. 1 Kor. 11, 7. Ef. 4, 24. Kol. 3, 10. 1 Tim. 2, 13. Jak. 3, 9.] }
30	GEN 1:30	men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne Urter til Føde.” Og således skete det.
31	GEN 1:31	Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.
32	GEN 2:1	Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær.
34	GEN 2:3	og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
35	GEN 2:4	Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN* gjorde Jord og Himmel - { [*gengivelse af Jahve, Navnet på Israels Gud; Gud hedder på hebr. Elohim.] }
37	GEN 2:6	men en Tåge* vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens Flade - { [*den græske overs. har: Kilde.] }
38	GEN 2:7	da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.
40	GEN 2:9	Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.
41	GEN 2:10	Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte den sig i fire Hovedstrømme.
43	GEN 2:12	og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.
45	GEN 2:14	Den tredje Flod hedder Hiddekel*; den løber østen om Assyrien. Den fjerde Flod er Frat**. { [*Tigris] / [**Eufrat.] }
46	GEN 2:15	Derpå tog Gud HERREN Adam* og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den. { [*betyder Menneske.] }
50	GEN 2:19	Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn.
51	GEN 2:20	Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede til ham.
53	GEN 2:22	og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han en Kvinde og førte hende hen til Adam.
54	GEN 2:23	Da sagde Adam: “Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde*, thi af Manden er hun taget!” { [*på hebr. isja-isj dvs. Mandinde-Mand.] }
55	GEN 2:24	Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver ét Kød.
56	GEN 2:25	Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes ikke.
62	GEN 3:6	Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
63	GEN 3:7	Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.
64	GEN 3:8	Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
67	GEN 3:11	Da sagde han: “Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?”
76	GEN 3:20	Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende*. { [*på hebr. Ordspil med Navnet Eva.] }
77	GEN 3:21	Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortler til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed.
78	GEN 3:22	Men Gud HERREN sagde: “Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!”
80	GEN 3:24	og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.
81	GEN 4:1	Adam kendte sin Hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: “Jeg har fået* en Søn med HERRENS Hjælp!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Kain.] }
82	GEN 4:2	Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain Agerdyrker.
84	GEN 4:4	medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
85	GEN 4:5	men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre vred og gik med sænket Hoved.
88	GEN 4:8	Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.
95	GEN 4:15	Da svarede HERREN: “Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes; syvfold!” Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
96	GEN 4:16	Så drog Kain bort fra HERRENS Åsyn og slog sig ned i Landet Nod* østen for Eden. { [*betyder omflakken, hjemløshed.] }
97	GEN 4:17	Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte Hanok. Han grundede en By og gav den sin; Søn Hanoks Navn.
98	GEN 4:18	Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede Mehujael; og Metusjael avlede Lemek.
99	GEN 4:19	Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla.
101	GEN 4:21	hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der spiller på Harpe og Fløjte.
102	GEN 4:22	Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama.
105	GEN 4:25	Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav Navnet Set; “thi,” sagde hun, “Gud har sat* mig andet Afkom i Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Set.] }
106	GEN 4:26	Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte man at påkalde HERRENS Navn.
107	GEN 5:1	Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Billede;
108	GEN 5:2	som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav dem Navnet “Menneske”, da de blev skabt.
111	GEN 5:5	således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han.
114	GEN 5:8	således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han.
117	GEN 5:11	således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han.
120	GEN 5:14	således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han.
122	GEN 5:16	og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og avlede Sønner. og Døtre;
123	GEN 5:17	således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde han.
126	GEN 5:20	således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han.
130	GEN 5:24	og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.
133	GEN 5:27	således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han.
135	GEN 5:29	som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: “Han skal skaffe os Trøst* i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har forbandet.” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Noa.] }
137	GEN 5:31	således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han.
138	GEN 5:32	Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.
140	GEN 6:2	fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
142	GEN 6:4	I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til Fortids Dage.
143	GEN 6:5	Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
144	GEN 6:6	Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og det. skar ham i Hjertet.
146	GEN 6:8	Men Noa fandt Nåde for HERRENS Øjne.
147	GEN 6:9	Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.
148	GEN 6:10	Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.
150	GEN 6:12	og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød havde fordærvet sin Vej på Jorden.
151	GEN 6:13	Da sagde Gud til Noa: “Jeg har besluttet at gøre Ende på alt Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af Jorden.
154	GEN 6:16	du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud end én Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste Stokværk.
155	GEN 6:17	Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden, skal forgå.
156	GEN 6:18	Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner:
157	GEN 6:19	og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal det være,
158	GEN 6:20	af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind til dig for at holdes i Live.
160	GEN 6:22	Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.
161	GEN 7:1	Derpå sagde HERREN til Noa: “Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
163	GEN 7:3	ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan forplante sig på hele Jorden.
165	GEN 7:5	Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham.
166	GEN 7:6	Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden.
167	GEN 7:7	Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i Arken for at undslippe Flodens Vande.
169	GEN 7:9	gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud havde pålagt Noa.
172	GEN 7:12	og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
176	GEN 7:16	Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og HERREN lukkede efter ham.
177	GEN 7:17	Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg og løftede Arken, så den hævedes over Jorden.
180	GEN 7:20	femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under Vand.
182	GEN 7:22	alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det faste Land, døde.
183	GEN 7:23	Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade, Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken.
184	GEN 7:24	Vandet steg over Jorden i 150 Dage.
187	GEN 8:3	og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb.
189	GEN 8:5	og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
191	GEN 8:7	og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.
193	GEN 8:9	men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.